SKK Årsberetning 2018

Svanekegaardens Kunst- og Kulturforenings årsberetning 2018

2018 blev et godt og aktivt år for Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening.

I årets løb har Svanekegaarden haft 13.161 besøgende, heraf 5.131 i Kunst- og Kulturforeningens regi; foreningens gæster fordeler sig således: 4.626 til udstillingerne og 505 til foreningens øvrige otte arrangementer i teatersalen; – det  giver faktisk et gennemsnitligt besøgstal på 661 til udstillingerne og  63,1 til arrangementerne og begge dele er vi er rigtig godt tilfredse med. Medlemstallet er  pr. 1. marts i år  491 , så det tager vi – alt  i alt – som et udtryk for, at det, vi laver, stemmer meget godt overens med det, medlemmer og andre gæster vil have.

UDSTILLINGERNE

Vi tilstræber, at foreningens udstillinger både viser værker af lokale og udefra kommende kunstnere, at der er en blanding af velkendt og nyt, af det letforståelige og det mere svært tilgængelige. Og endelig skal der være en bred vifte af retninger og genrer inden for kunsten og kunsthåndværket. Fællesnævneren er, at kvaliteten skal være i orden.

MALERIER AF INGRID HANSEN & HUGO RASMUSSEN

Vi indledte året med en rigtig Svaneke udstilling: malerier af Ingrid Hansen og Hugo Rasmussen (død 2009).  

Parret kom til Svaneke i 1985 hvor de slog sig ned på Tempelvej, hvor de boede og arbejdede og havde deres smukke galleri.

Hugo Rasmussen var kendt, og vi har tidligere haft en udstilling med hans værker.  At Ingrid Hansen også er en fin maler, vidste de færreste. Så meget desto større var glæden ved, at hun sagde ja til at udstille hos os – og udstillingen blev en smuk start på året.

I teatersalens foyer kunne man se de værker, der var til udlodning på generalforsamlingen 2018.

Det, der købes til udlodning, afspejler bredden og kvaliteten i udstillingerne – når vi undtager det, som har været for dyrt at købe eller ikke egner sig til de små hjem, som f.eks. store installationer.

Og det er også en tilfredsstillelse at kunne vise medlemmerne, at der er kvalitet i det, foreningen bruger nogle af pengene til.

BORNHOLMS CENSUREREDE FORÅRSUDSTILLING 2018

I marts, i weekenden op til påskeferien åbnede Bornholms Censurerede Forårsudstilling som blev besøgt af mere end 1100 gæster – endnu engang publikumsrekord.

Censorerne gennemgik de ca. 400 værker og udvalgte 86 værker af 39 kunstnere.  Tak til alle, der ville deltage, tak til censorerne for det store, store arbejde med at vælge ud og for skriftligt at motivere de to studie- og rejselegater, der blev uddelt. Øens TV lavede efterfølgende tre ½times udsendelser med den ene censor, Lars Høgh, hvor han gennemgik udstillingen. Det ligger nu på Y-tube, og er rigtig rart at kunne henvise til, når nogen spørger om, hvilke kriterier, der ligger til grund for censorernes valg.

Tak til Færgen – som desværre forsvandt 1. september, og det samme gjorde sponsorbilletterne - og tak til Bryghuset. Tak til Dagli’Brugsen i Svaneke for vin til både denne fernisering og flere andre. Og sidst, men ikke mindst tak til Regionskommunen og Fællesrådet for de to rejse- og studielegater og til Sparekassen Bornholms Fond og Nordea-fonden for at støtte udstillingen økonomisk.

Så nåede vi til SHABU SHABU – the spine.  Et værk af SILAS INOUE & ANDERS BRINCH.

Udstillingen var et større installatorisk værk, Anders og Silas havde skabt en lang, trækonstruktion, der strakte sig hele vejen ned gennem Svanekegårdens udstillingsrum. Og ligesom rygraden – the spine - hos mennesker og dyr udgør den største del af centralnervesystemet og kan siges at være en slags bindeled mellem bevidsthed og handling, var ’rygraden’ i udstillingen fundament for udstillingens værker, og bar udstillingen både bogstaveligt og i overført betydning.

Det var underfundigt, udfordrende og anderledes – og et glimrende afsæt for en diskussion om, hvad kunst egentlig er for en størrelse.

I teatersalen foyer var der samtidig fotos afMICHAEL STOLTZE

Bornholmske Michael Stoltze er biolog, forfatter og en fremragende fotograf. I sine billeder går han tæt på naturen og dens mønstre, former, farver og symbolik – spirer, biller, padderokker, sommerfugle, blomster. Det var smukt. Det store i det små. Liv og død – men mest liv.

Forsommerudstillingen var lagt i hænderne på tre stærke damer:  

I salen viste væveren CHARLOTTE SCHRØDER og keramikeren ANNE STOUGAARD – TÆTTE TRÅDE - FORMET LER.

Et samspil af poesi, fantasi, præcision og fordybelse. Arbejderne spændte fra miniaturevævninger og udtryksfulde hvide gobeliner til store slanke keramiske former og organiske krukker og kander.

Og i teatersalens foyer kunne man se HVIDLØG – tegninger af MARIA THORSEN.

Tænk, at nogen med blyant kan tegne hvidløg, så man formelig kan høre, hvordan de knitrer. Maleren og grafikeren Maria Thorsen leder vores blik hen på de ting, vi omgiver os med i det daglige, det som umiddelbart kan synes ubetydeligt, uden særlig værdi, men som rummer en poesi og en fortælling; det siger vi tak for, det var en stor oplevelse.

MARIE HJORTH & NANNA HERTOFT sammen med CLAUS SEIDEL for eftersommerudstillingen.

Keramikeren Marie Hjorth og billedvæveren Nanna Hertoft – er kusiner, og familieskabet strækker sig langt ind i deres kunst.

De har nære forbindelse til det organiske og den umiskendelige nordiske tone med grønne, blå og fint afstemte jordfarver. Læg dertil respekten for keramikkens og vævningens tusindårige tradition, fabelagtig dygtighed og fornemmelse for kompositorisk balance. Og sidst men ikke mindst: kravet om kvalitet i enhver henseende. Altid at ville skabe det bedste af det bedste. Det var ypperligt.

I teatersalens foyer udstillede bladtegneren CLAUS SEIDEL  Øjeblikkets sjæl  - indtryk fra Bornholm.

At stjæle øjeblikket og fæstne det til papiret er det, der gør reportagetegningtil noget særligt - for motivet, stemningen kan være pist borte i næste sekund.

Claus Seidel skrev: ”Med udstillingen her håber jeg mine spredte iagttagelser fra Svaneke vil skabe glæde og inspirere beskueren til selv at gå ud og glo - og opleve øjeblikkets sjæl.

Og det levede udstillingen i sandelig op til. Herlige øjeblikke!

Efterårsudstillingen vistes værker af HJÖRDIS HAACK & HANS PAULI OLSEN, to af sværvægterne i kunstnersammenslutningen Grønningen.

Hjördis Haack har en forkærlighed for spejlinger, især i sølv og vand; på afstand virker hendes værker næsten fotografiske – og tæt på, ses de enkelte penselstrøg. Hun er superdygtig klassisk-realistisk maler.

Billedhuggeren HANS PAULI OLSEN er færing. Han modellerer sine skulpturer op – mest i ler – og former dem som en sum af mange mindre former, indtil formerne danner det billede, han søger.

Hans Pauli Olsen har udført adskillige monumentale udsmykningsopgaver samt en lang række skulpturer i det offentlige rum, både på Færøerne og i Danmark. Han har også udført en række portrætbuster, bl.a. af kongefamilien. Værkerne, han udstillede i Svanekegaarden var små, men hans kunst er stor.

I teatersalens foyer udstillede LENE DEGETT grafiske arbejder GESTALT.

Lene Degett er en kendt skikkelse i den bornholmske kunstverden. De sidste 5 år har hun været inviteret til Japan for at lave Land Art og udstille grafik, og opholdene her har bl.a. inspireret hende til at arbejde med parallelle verdener, som ofte er stærkt forenklede grundformer med forstyrrelser og forskydninger: Forvandling - tilsynekomst - gestalt. Fin grafik.

Og så blev det jul med IB SPANG OLSENS UNIVERS

Ib Spang Olsen døde i 2012, men hans værker er så levende som altid.

Vi fyldte teatersalens foyer med Ibs glade nisser og plakater, og i udstillingssalen var der litografier og tryk af den folkekære kunstner. Og mange greb da også chancen for at købe en glad julegave til en overkommelig pris.

Sidst, men ikke mindst skal det nævnes, at juletræet i år var et vidunderligt syn med Kumiko Astis yndefulde poetiske pynt.

 

FORENINGENS ØVRIGE ARRANGEMENTER

21. januar. ERIK A. NIELSEN: TRYLLEFLØJTEN

Professor Emeritus Erik A Nielsen har tidligere glædet Svanekegaardens publikum med sine fremragende foredrag om bl. a. Brorson, Kingo og Grundtvig. Men han har også beskæftiget sig indgående med – og skrevet om – Mozarts opera ”Tryllefløjten”. Så vi fik et fornemt foredrag om Mozarts Tryllefløjten fra en helt ny synsvinkel. Naturligvis med musikeksempler.

30- januar PETER POULSEN & MORTEN SØNDERGAARD

Digterne Peter Poulsen og Morten Søndergaard har arbejdet sammen i mange sammenhænge og kender hinandens forfatterskaber rigtig godt, så de valgte at lave en slags poetry-chase: den ene læste et digt, som de så drøftede, og dernæst valgte den anden ud fra det i digtet, der måtte inspirere ham, hvad han så ville læse.  Forfriskende og godt.

NIELS JØRGEN RIIS & GUIDO PAVAETALU– MOGENS DAM

11. februar holdt foreningen sin årlige Kyndelmissekoncert, hvor Niels Jørgen Riis og Guido Pavaetalu sang, akkompagneret af Mogens Dam. Danske sange, lieder – opera. Der var stuvende fuldt, og de mange tilhørere fik en skøn og festlig eftermiddag.  

GEORG METZ:

2. pinsedag, havde vi traditionen tro besøg af Georg Metz:  foredrag med fælIessang: HISTORIE, MYTE OG ANDET SELVBEDRAG – Nedslag i vor fælles fortid. Det var oplysende, historisk og morsomt – og det talstærke publikum fik rørt stemmerne.

Så tog Fonden over med et flot, tæt program hen over sommeren.

JENS RAAHAUGE

2. september var foreningen på banen igen. Jens Raahauges foredrag havde den provokerende titel: FREMMEDE – DEM UDSTILLER MAN DA BARE.

Jesper Wung-Sungs erindringsbog Lynkineser, fascinerede forfatter og redaktør Jens Raahauge så meget, at han måtte finde ud af, hvordan vi i Danmark så på fremmede for omkring 100 år siden. Og så opdagede han, at fremmede, det er da nogle, man udstiller…  Han fandt

- godt 50 udstillinger af eksotiske folkeslag i Tivoli, Zoo og Tangkrogen (Aarhus) i perioden 1860 og 1912. De "primitive" i denne kavalkade blev fremskaffet af den samme mand, som skaffede vilde dyr til Zoo,

- Emma Gads import af to 'negerbørn' fra De vestindiske øer i forbindelse med et initiativ, der skulle fremme kunsthåndværk i kolonierne (Grønland, Færøerne, Island, De vestindiske øer),

- Hans Egedes brug af grønlænderen Pok for at skaffe midler til missionen deroppe.

Dette forbløffende materiale blev grundlaget for Raahauges spændende foredrag, der i øvrigt dannede en glimrende optakt til Jesper Wung Sungs foredrag senere i efteråret.

OLAF HARSLØF

27. oktober oplevede vi SKANDINAVIENS FORNEMMELSE FOR JAZZ

Vi fik Stan Getz, Dexter Gordon, Ben Webster og mange flere, da fhv. rektor for Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole OLAV HARSLØF holdt foredrag om, hvordan den amerikanske jazz holdt sit indtog i Skandinavien i 1930erne. Her lagde amerikanske, danske og svenske musikere grunden til det internationale jazzmiljø, vi kender i dag.

JON KALDAN

11. november holdt Tidligere DR-udenrigskorrespondent JON KALDAN foredrag om sin LIVSLANGE AFFÆRE MED RUSLAND – om kærlighed på grund og på trods! – FRA BREZHNEV TIL PUTIN                                                                                                   

Men hvor meget ved vi egentlig om Rusland? Hvad gemmer der sig bag avisoverskrifterne? Hvad er den nyere historie i det unge land, der opstod efter Sovjetunionen?

 Alt dette har Jon Kaldan som udenrigskorrespondent beskæftiget sig med på nærmeste hold, og han holdt et sansemættet foredrag om at møde russerne igennem de seneste 45 år.

Nok om programmet. Her er det på sin plads at rette en varm tak til Forfattercentrum under Statens Kunstråd, som har givet honorarstøtte til de fleste af foredragene. Uden støtten ville vi ikke have haft økonomi til disse arrangementer, - dejligt at få kulturel valuta for nogle af skattekronerne. Så vi sender en varm tak til Forfattercentrum – som nu er nedlagt, men det skal jeg vende tilbage til. 

OM SVANEKEGAARDEN

Der er vist ikke mange uden for huset som kan forstå, hvordan ”model Svanekegaarden” hænger sammen, så vi opsummerer lige:

Fonden Svanekegaarden (som det officielt hedder) er en selvejende institution, der ledes af en bestyrelse, som holder møde 4-5 gange om året. Bestyrelsen har nedsat et forretningsudvalg, som mødes en gang om måneden og samarbejder tæt med husets administrator. Mie Hjort er administrator og Lars Hansen er pedel. De udgør tilsammen Svanekegaardens personale – begge er ansat på fuld tid.

I Fondens forretningsudvalg er der fem medlemmer; Peter Riis og Hans Michael Kofoed Hansen er henholdsvis formand og næstformand for Fonden og udgør sammen med Ivan Schønning, Ole Ligaard og undertegnede Fondens forretningsudvalg.

Fondens opgave var oprindeligt at drive stedet og forestå et program i sommersæsonen. Så i 2002 blev Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening dannet med det formål at skabe lokalt liv i huset de to tredjedele af året, hvor Fonden ikke var på banen.

Nu er alle mere eller mindre på banen året rundt. Kunst- og Kulturforeningen har arrangementer hver for- og eftersæsonen og står for husets udstillinger, der løber året rundt. Fonden har arrangementer hele året, så der er et tæt samarbejde om alt, hvad der foregår i huset; medlemmer af Kunst- og Kulturforeningen kommer gratis ind til udstillingerne og får rabat på foreningens arrangementer og på køb af kunst, men i øvrigt tror jeg ikke, gæsterne tænker ret meget over, hvem der arrangerer hvad - for ud over sommergæsterne er det jo det samme publikum, som kommer i huset hen over året.

Og samarbejdet er til glæde for alle parter. Derfor tak fra foreningen til Mie og Lars, forretningsudvalget og den øvrige bestyrelse i Fonden.

DET FRIVILLIGE ARBEJDE

Men to ansatte + en håndfuld bestyrelsesmedlemmer kan jo ikke drive en institution, hvor der hen over året (2018) var 13.161 gæster, 1256 overnatninger og 96 kulturelle arrangementer.

Derfor kan hverken Kunst- og Kulturforeningen eller Fonden Svanekegaarden, fungere uden frivillige.

 Først og fremmest har vi vores eget SPD – ”Svanekegaardens passende damer m/k”. De passende mødes forud for udstillingerne med kunstnerne og får en indføring af den eller dem, der udstiller, så alle er klædt på til at give gæsterne et indblik i det kunstneriske univers bag udstillingerne. TAK KÆRE PASSERE – I er uundværlige.

Peter Riis og Hans Michael Kofoed Hansen fra Fondens bestyrelse har fået etableret et superdygtigt hold af praktiske frivillige. De mødes nogle gange om året og kalker, malet og reparerer, så det er en lyst. Og med fire bygninger, én pedel og et driftsbudget der knapt dækker løn til personalet, så det er uundværligt at have sådan et hold. TAK TIL DE PRAKTISKE.

Tak også til vore samarbejdspartnere uden for huset for støtte og godt samarbejde; det gælder ikke mindst de lokale foreninger og mange af øens andre kulturelle organisationer.

Og en stor tak til medierne på øen, trykte så vel som elektroniske. Vi bliver RIGTIG godt bakket op, og det er uvurderligt.

ØKONOMI og BESTYRELSESARBEJDE

I 2016 havde Kunst- og kulturforeningen for første gang et lille underskud, bl.a. på grund af ekstraordinær indsats på markedsføringsområdet og indkøb af et køleskab. I 2017 gik regnskabet igen i plus – som det plejer. Og I 2018 kom foreningen ud med et overskud på 14.000 kr. Her skal det i øvrigt nævnes, at kassereren vogter over pengekassen, som var det hendes egen sparebøsse, og det er ikke det ringeste, man kan sige om en kasserer!

VILKÅRENE I DEN NÆRMESTE FREMTID

I Kunst- og Kulturforeningerne på Bornholm har hen over årene stået over for økonomiske udfordringer. Da Bornholms Regionskommune for nogle år siden strøg de faste tilskud på 20.000 kr. til øens tre kunstforeninger (Bornholms Kunstforening, Galleri Rasch og os), flåede det slemt i foret. Men vi holdt da skindet på næsen.  

I 2019 får vi igen nye økonomiske udfordringer: For det første får vi ikke længere sponsorbilletter til færgetransport. I Bornholmstrafikkens tid fik Kunst- og Kulturforeningen årligt 6 returbilletter og Fonden (vistnok) 18. Det er en kraftig forøgelse af transportomkostningerne, at de billetter ikke er der mere. Ydermere er udgifterne til annoncering, forsikring og transport af udstillinger steget og blevet rigtig dyrt.

Og så er det en alvorlig bet, at Statens Kunstfond med udgangen af 2018 nedlagt Forfattercentrum, hvor vi før har kunnet søge om støtte til 2-3 forfatterarrangementer i hvert kvartal.  I stedet er der oprettet en fælles pulje: Dansk litteratur i Danmark – for seks yderst forskellige områder: (Litterære arrangementer, litteraturfestivaler, produktion af særligt udgiftstunge danske værker, forfatterforeningernes kursusvirksomhed, udvikling af digitale fortællinger og forfatteres rejser og research). Der kan man hvert halve år søge om ét arrangement i hver kategori: Så hvor vi tidligere kunne søge støtte til 12 arrangementer kan vi nu søge til to.   I 2018 søgte Kunst- og Kulturforeningen om og modtog 28.000 kr. fra Forfattercentrum til litterære arrangementer. I 2019 har vi naturligvis også søgt, og har netop fået besked om, at vi har fået 10.00 til forfatterarrangementer i første periode. Og vi søger naturligvis igen for sidste halvår.  Men i en stille stund kunne man få den grimme tanke, at de politikere, som fordeler kulturpengene til litteratur, vil blæse på kulturen i udkantsdanmark!

Men heldigvis har vi oplevet, at der er gode mennesker som går i brechen, når det gælder økonomisk støtte. Fonden modtog sidste år 55.000 kr. fra Otto Bruuns Fond til et nyt scenegulv. Men der manglede 20.000 kr. til et særligt podie, til at transportere flyglet på. Derfor henvendte Kunst- og Kulturforeningen sig til medlemmerne og nogle af de kunstnere, som var venner af huset, og på mindre end to måneder var der indsamlet godt og vel det, der var brug for. Det var en næsten ubeskrivelig glæde dag for dag at opleve, hvordan hjælpen strømmede ind. En varm TAK til alle jer, som hjalp.

Og hvordan skal vi ellers få råd til det, vi gør? Ja det eneste nogenlunde sikre, er kontingenterne; jo flere medlemmer, der er i foreningen, jo flere penge er der at arbejde med; så foreningens ønske for det nye år er: FLERE MEDLEMMER. Hele verden bør være medlem af Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening. Hjælp os – og dermed jer selv – med at opfylde nytårsønsket. Det ønsker vi rigtig meget.

BESTYRELSEN

I bestyrelsen gør vi det så godt, vi kan, men det er altid godt med respons – så ris og ros, gode forslag modtages gerne – det samme gør nye medlemmer.

Det er mit trettende år i bestyrelsen og mit tolvte som formand, og efterhånden er ”årets gang i Kunst- og Kulturforeningen” blevet en del af hverdagen.  Men både Helga og Gudny har faktisk været med siden begyndelsen i 2002 – i 17 år, mine damer og herrer!

Men en formand er ikke en forening – den består først og fremmest af sine medlemmer og dernæst af den bestyrelse, de har valgt.

Ikke mindst derfor er det uvurderligt for foreningen i almindelighed og for formanden i særdeleshed, at hele bestyrelsen bakker op og tager fat. Tak allesammen for sliddet og det muntre samvær. Jeg håber, at vi bliver ved med at finde arbejdet lige så inspirerende, som det har været indtil nu.

Og under alle omstændigheder – nej, først og fremmest:

TAK medlemmer, fordi I er medlemmer – for uden jer ville det hele ligesom ikke være til så meget.

Vibeke Eskesen, fmd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SKK Årsberetning 2018