• Kalender
  • Boliger, Sal
  • Om Svanekegaarden
  • Arrangementer
  • Bornholms Litteraturfestival 2019
  • Masterclasses 2020: Musical, Opera, Cello, Forfatter
  • Mød en Forfatter 2019-20
  • Bhs censurerede forårsudstilling 2020
  • Mød en Forfatter 2020 EFTERÅRET
  • Bornholms Litteraturfestival 2020
  • Program 2021
  • BRK Kulturpris 2020
  • DE
Lukket i dag

Rigtig hjertelig velkommen til årets udgave af Bornholms Litteraturfestival, som bliver lidt anderledes end tidligere år pga. corona.

Vi skal alle passe på og begrænse risikoen for smittespredning og derfor kommer litteraturfestivalen ikke til at flytte rundt fra by til by, men afholdes ét sted med god plads; nemlig Bornholms Højskole. De har været så venlige at tage godt imod os, hvilket vi takker for.

Igen i år kan vi præsentere et spændende og varieret program - synes vi selv - og vi håber, at rigtigt mange har lyst til at besøge festivalen. Billetter kan købes via Ticketmaster på nettet, samt deres salgssteder bl.a. Svanekegaarden. Som noget nyt i år kan man købe et partoutkort til kr. 420,- inkl. gebyr, som altså giver adgang til ALLE litteraturfestivalens arrangementer.

Velkommen!

Mie Hjort & Brian Christensen, Bornholms Litteraturfestival

 

SVANEKE – Åbning

Fredag 11. september kl. 14 - Svanekegaarden
Hanne Vibeke Holst ”Som Pesten” og forfatteren
Hendes mest populære bøger er Kongemordet, Dronningeofret, Knud, den store og Som pesten, men Hanne Vibeke Holst har skrevet både ungdomsromaner, romaner og debatbøger – de fleste med ligestilling som omdrejningspunkt.

De er gribende, handlings mættede og igennem forskellige genrer og plot diskuterer hun, hvordan kvinderne kan sætte sig igennem og få en ligeværdig placering med mændene på hjemmefronten, i arbejdslivet og i det politiske magtcentrum.

Hanne Vibeke Holst er datter af forfatterparret Kirsten og Knud Holst, uddannet journalist og har modtaget et utal af priser og legater for sit forfatterskab.

Åbnings arrangement – Gratis Adgang – Tilmelding nødvendig på booking@svanekegaarden.dk

BORNHOLMS HØJSKOLE:

Lørdag 12. september kl. 16
Maria Helleberg – den historiske romans dronning 

Maria Helleberg skriver fortrinsvis historiske romaner, hvorfor hun ofte bliver kaldt den historiske romans dronning. Hun er samtidig også en af de mest produktive forfattere, når det gælder historiske romaner og har skrevet en række konger, dronninger og guldalderens kunstnere – og selvfølgelig også om Leonora Christine. Senest har hun vendt blikket mod sin egen vilde familiehistorie med bøger I Kvinderne fra Thy og Søstrene fra Thy med stor succes til følge. Maria Helleberg har læst teatervidenskab ved Københavns Universitet og debuterede som forfatter i 1986 med bogen Seersken og modtog året efter et legat fra Statens Kunstfond. Det folkelige gennembrud kom med middelalderromanerne Så mangen sti vild  og Som en vredens plov og i dag har Maria Helleberg udgivet over 35 romaner.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Søndag 13. september kl. 16
Carsten Jensen - debattøren AFLYST PGA SYGDOM
Carsten Jensen er forfatter og debattør. Aldrig bange for at sin mening om krig, kærlighed og samfundsforhold. Carsten Jensen er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og er adjungeret professor i kulturanalyse, men han er mest kendt for sit store forfatterskab, som rummer både essaysamlinger, store episke romaner som bestselleren Vi de druknede og Den første sten  og ikke mindst rejsebogsklassikeren Jeg har set verden begynde, som indbragte Carsten Jensen De Gyldne Laurbær i 2002. Senest har han udgivet tre bind i sin debatbogs serie i 2018 og 2019: Kældermennesker, Mod stjernerne og  Hovedspringere. I 2019 modtog Carsten Jensen en af Norges største litteraturpriser: Bjørnsonprisen samt den svenske pris: Rausingpriset.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Mandag 14. september kl. 16
Anna Grue – En dansk krimidronning
Hun er en af Danmarks mest læste krimiforfattere. Hun startede dog karrieren et andet sted, hvor hun blev uddannet fra Skolen for Brugskunst på linjen for tegning og grafik. Herefter var hun layouter på Bo Bedre, tekstforfatter på Christianshavns Reklamebureau, redaktionssekretær og forsideredaktør på B.T., chefredaktør på musikbladet Mix og efterfølgende chef på magasinerne Forældre & Børn, Bazar og Ugebladet Søndag. Men – i 2005 debuterede hun med romanen Noget for noget og i 2006 blev Anna Grue forfatter på fuld tid. I 2010 udgav hun Den skaldede detektiv, som senere blev inspirationskilde til TV-2 Charlies populære krimiserie Sommerdahl med Peter Mygind i hovedrollen. I 2012 udkom novellesamlingen De andre og krimien Et Spørgsmål om Penge. Siden fulgte Sidste Forestilling, Italiensvej, I lige linje og De voksnes rækker. Endelig udkom her i 2020 Mysteriet i Genbrugsen på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Tirsdag 15. september kl. 16
Thomas Korsgaard – det unge talent
Thomas Korsgaard debuterede med romanen Hvis der skulle komme et menneske forbi i 2017. Bogen gav anledning til litterære diskussioner, topanmeldelser, masser af omtaler og interviews og blev nomineret til debutantprisen. Hans romaner er skrevet med både følsomhed og mørk humor, og beskriver den afstumpethed og afmagt, der opstår, når kærligheden forsvinder i en familie. Han skriver om vold. Om fattigdom. Om at blive voksen for tidligt. Og om alt det, der sker, når håbet forsvinder - baseret på hans egen opvækst. Forsættelsen En dag vil vi grine af det udkom året efter og senest har den unge produktive og talentfulde forfatter udgivet den roste børnebog Minimund i samarbejde med Frida Brygmann.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Onsdag 16. september kl. 16
Jesper Clemmensen - Anden Verdenskrig og Den kolde krig
Jesper Clemmensen er journalist og forfatter. Han har tilrettelagt en lang række dokumentarprogrammer til både DR1, DR2 og TV-2. Senest Kurs mod fjerne kyster med Mikkel Beha Erichsen og hans familie på sejltur jorden rundt. Men – Jesper Clemmensen har også en historisk interesse for Anden Verdenskrig og Den kolde krig. Han debuterede i 2012 med Flugtrute Østersøen,  hvor han beskrev østtyskernes mangfoldige forsøg på at flygte fra et liv bag jerntæppet. Pressen skrev: ”Fremragende”, ”gribende” og ”thrilleragtig og sensationel spændende”. Derefter kom Skyggemand - Flugthjælper i den kolde krigs Berlin og i marts 2020 udkom Afhopperne, en utrolig historie om at overleve nazisternes uhyrligheder i udryddelseslejren i Auschwitz, om blive fanget på Jerntæppet i Prag og til sidst undslippe kommunismen via Danmark. Her kom de to familier kun i land, fordi heltemodige danskere forhindrede det østtyske mandskab i at stoppe familiernes flugt. Senere immigrerede familierne til USA med hjælp fra den berømte danske videnskabsmand Niels Bohr, der kastede sig ind i deres sag.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Torsdag 17. september - NB Tidspunkt ændret fra kl. 16 til kl. 15.30
Anne Glad - Smagsdommere og Litteraturen
En livsstilsekspert med en podcast om bøger. Anne Glad har været knyttet til en stribe af Danmarks bedste reklamebureauer, men er bedst kendt for sin medvirken i DRs tv-program Kender du typen?. Her gætter hun på, hvem som bor i boligen, som hun får fremvist og trækker her på sit indgående kendskab til danskernes forbrugs- og livsstilsvaner – herunder naturligvis også tendenser indenfor litteraturen; hvem læser hvad og hvorfor? Oprindeligt er Anne Glad uddannet cand. mag. i Nordisk sprog og Film- & medievidenskab, men valgte altså en karriere som tekstforfatter i reklamebranchen frem for karrieren som litteraturforsker. Litteraturen har dog altid hængt ved- og i DRs podcast Bogselskabet fortæller Anne Glad om tidens nye bøger og har forfatterne på besøg. 
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Fredag 18. september NB Tidspunkt ændret fra kl. 16 til kl. 15.30
Dan Turèlls pladesamling med Lars Movin
Da Dan Turèll (1946-1993) var en stor knægt i Vangede, måske 10-12 år, hørte han i radioen en sang med Sister Rosetta Tharpe & Marie Knight. Den hed ”Didn’t It Rain” og sendte ham ”tværs op gennem loftet”. Kort tid efter investerede han sine konfirmationspenge i en grammofon og en plade med pianisten Thelonious Monk. Og fra den dag var jazz – og senere rock – lydsporet til hans liv (og en bestemmende faktor for forfatterskabet). I dag befinder Dan Turèlls efterladte pladesamling sig hos Lars Movin, forfatter, dokumentarfilminstruktør og formand for Dan Turèll Selskabet, og til denne musikalske rejse gennem et forfatterskab vil han medbringe nogle håndfulde eksempler, spille udvalgte numre og fortælle anekdoter om Dan Turèll med kælenavnet Onkel Danny.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Lørdag 19. september kl. 16
A.J. Kazinski - en dansk krimi duo med international succes  ARRANGEMENTET ER AFLYST
A.J. Kazinski er et pseudonym for Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Makkerparret skriver om den Københavnske politimand Niels Bentzon, som skal opklare en række forbrydelser og det gør han i de internationale bestsellere som Den sidste gode mand, Søvnen og døden, Den genfødte morder og Drømmetyderens død. Alle bestsellere, som er blevet udgivet i mere end 25 lande. Alene i Danmark har forfatterparret solgt over 400.000 bøger. Udover deres anmelderroste En hellig alliance og Forfølgerne har Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich også deres eget forlag, hvor de udgiver bøger under navnet Anna Ekberg. Første bind begyndte på Christiansø. Senest har forfatterparret arbejdet sammen med Thomas Rydahl om bogen Mordet på en havfrue, hvor den mistænkte H.C. Andersen tager os med ind i den københavnske underverden anno 1830-40. A.J. Kazinski modtog Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom 2010 for bogen Den sidste gode mand og modtog den prestigefyldte franske pris Prix Relay i 2011.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet

Søndag 20. september kl. 13
Claus Høxbroe – en aktiv digter ARR ER FLYTTET TIL SVANEKEGAARDEN
I knap 15 år har Claus Høxbroe levet af sine digte − en sjælden bedrift i Danmark. For at blive inspireret er han altid på farten. Han flytter, bor på hoteller eller er hjemløs. Resultatet er, at den travle digter altid er aktuel med et nyt spoken word-album eller en ny digtsamling - og omkring 2.700 gange har han stået på en scene i Danmark eller i udlandet. Siden debuten i 2006 har Claus Høxbroe udgivet 17 digtsamlinger og ni spoken word-album. Han bidrager til aviser, tidsskrifter, magasiner, bøger, antologier foruden teaterstykker og undervisningsforløb. Claus Høxbroe er digter og beatpoet – og han har modtaget Publikumsprisen til Poesiens Dag 2005 og Dan Turèll Prisen 2011.
Entre: 70,- inkl. billetgebyr – kulturbadge påkrævet


På by-dagene vil en skole i næsten hver by få tilbudt en gratis workshop i forbindelse med Børnefestival:

Mandag 15. +  Tirsdag 16. + Onsdag 17. september
Ditte Steensballe: Hvordan kommer jeg i gang med at skrive og gør det ondt?
Aldersgruppe: 9-14 år
Hvor kommer ideerne fra? Hvordan kommer jeg i gang? Og kan jeg overhovedet skrive? JA!
Vi skriver ud fra billeder, sætninger og musik. Vi taler om, hvor man får sine ideer fra og hvordan man bliver inspireret. Ideer er en lusket størrelse, de kan ikke tvinges frem, men man kan gøre et forsøg. Din virkelighed er det vigtigste. Det er fra den, alt hvad du oplever, du kan hente ting at skrive om.
Du får redskaber og øvelser til at komme i gang. Vi skriver små historier i fællesskab og hver for sig. Hvis du har lyst, kan du læse det du skriver op.
Du behøver ikke at have skrevet før, det vigtigste er at du har lyst til at prøve.

Ditte debuterede i 1999 med digtsamlingen Under nattens søvn og har siden skrevet novellesamlinger, romaner og børnebøger. Ditte Steensballe har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur, har været redaktionsmedlem i Dansk Forfatterforening og siddet i Lyrikbestyrelsen sammesteds. Igennem mange år har Ditte Steensballe også undervist børn og voksne i skriveworkshops og det er det, som hun vil give tips til, når hun besøger Bornholm. Undervejs kan det være, at hun også vil fortælle om sine workshops i Dansklærerforeningen, om hendes tekster til Holmens Kirkes 400-års jubilæum under musisk ledelse af den bornholmske organist og kantor, Jakob Lorentzen. Ditte Steensballe har også skrevet teksten til Familiens båndsalat, som blev uropført på Nordisk Kammermusik Festival, hvor hun ligeledes er huspoet.

Fredag 11.+ Torsdag 14. + Fredag 18. september                                                                 

 Franz Bomberg: Din helt egen supermand – hvordan ser han ud?
Franz Bomberg har gennem mange år arbejdet som børnekulturformidler og børnekulturkonsulent
hos bl.a. Børnekulturhuset Ama´r. Han har stor erfaring i at få kreativiteten til at blomstre og børn og unge til at tegne og fortælle: Ant-Boy, Superman og Wonder Woman. Der er lavet mange gode historier om superhelte. Men hvordan en superhelt se ud, hvis du skulle bestemme? Sammen med forfatter og illustrator Franz M.H. Bomberg får klassen mulighed for at tegne og skrive sin egen karakter ind i et fantastisk univers om kampen mellem det gode og onde.

 

Køb billetter til enkelt arr. eller partoutkort her

Kontakt

Svanekegaarden
Skippergade 2-8
DK-3740 Svaneke
tlf. +45 56 49 73 72

booking@svanekegaarden.dk

Åbningstider

Udstilling: Mellem himmel og Jord - Tryk2 åbner 28. januar

mandag lukket
tirsdag lukket
onsdag lukket
torsdag lukket
fredag lukket
lørdag lukket
søndag lukket

Kontor & billetsalg (ej udstilling) - SOMMER/JULEFERIELUKKET 12. dec. 2020- 13. jan.2021 Coronalukket til 17. januar

mandag lukket
tirsdag lukket
onsdag lukket
torsdag lukket
fredag lukket
lørdag lukket
søndag lukket

Om Svanekegaarden

Østbornholms kulturcenter ligger i en af Svanekes mange gamle købmandsgårde.

I Svanekegaarden er der indrettet en lille intim teatersal, udstillingslokale, og refugium for arbejdende kunstnere.

 

Læs mere...

Nyhedsbrev

Gi' et like

SvanekeGaarden
© Svanekegaarden