Dato og klokkeslæt
19.–20. jul 11.00–14.00BongoBjørnen og SalsaSlangen
Duo JungleBongo
Velkommen til en koncert, hvor I skal være med! Vi skal på tur i den livlige og spændende Jungle! Her møder vi forskellige dyr; vilde og tamme, store og små, modige og bange, som kan sjove rytmer, skønne sange og bevægelser. Vi møder bl.a. den frække Maracas-abe, Salsa-Slangen, den kvikke kanin og den STOOORE stærke Bongo-Bjørn! I skal være med til at synge, spille og danse.
Vi tager på tur med kaninen, Melodunte, og ser hvad der sker..
Kom med! Det bliver ’vildt’!
Koncerten byder på livsglad musik, sjove bevægelser, dans og rytmelege. De iørefaldende sange understøtter bevægelserne og fantasien, når vi tager på Bongo-Jungle-Sjov sammen.
JungleBongo brænder for at give glæden ved sang og musik videre til børn – og voksne, formidlet med sjov og spænding via en fortælling med dyr. Det vigtige er kvalitet i musikken, iørefaldende sange børnene hurtigt kan synge med på, bevægelsesglæde og samvær.
De forskellige dyrs egenskaber kender børnene fra dem selv (vild, tam, modig, bange, osv.)
Musikken er inspireret af Latinamerika, Afrika og der kommer et par gamle danske børnesange. Det bliver en medrivende oplevelse – for alle involverede.
Fru Bongo: Jeanette Arp; sang, kalimba, tromme og dans. Synger desuden i Viva, Skala og Polcalypso. Har studeret på konservatoriet hos Lotte Kærså, og er udover musiker også danselærer og har i 20 år undervist i musik og dans med børn. www.arp-art.dk
Hr. Bongo: Jesper Nørløv; congas, bongo, tromme-pad, div. percussion og kor. Er uddannet fra Det Rytmiske Musikkonservatorium. Han er blandt de mest brugte perkussionister i Danmark og har stor erfaring i at spille for og med børn. Spiller desuden i Viva, Skala, Polcalypso, med Stig Skovlind, Mads Westfall, m.fl.
JungleBongo har bl.a. spillet til Amager Børnekulturfestival, i Dokk1 i Århus, været ude i børnehaver i Norddjurs, i kulturhuse i hovedstaden, på mange biblioteker i landet, vi har lang erfaring med skolekoncerter, ude med Spil Dansk samt meget mere.