PRESSEMEDDELELSE Svaneke den 31. december 2020
Ny støtteforening på Svanekegaarden
Samtalesaloner, børneteater og flere workshops med drama, dans og kunst. Fonden bag Svanekegaarden søger nye idéer og søger nye medlemmer til en ny støtteforening, som kan inspirere og hjælpe til mere liv på kulturinstitutionen.
Fonden Svanekegaarden etablerer nu en støtteforening, som fremover vil blive en væsentlig aktør i Svanekegaardens liv; nemlig Svanekegaardens Venner.
- Flere har måske bemærket, at vi er i gang med en reorganisation af Svanekegaarden. Det har været længe undervejs og der har været holdt mange møder, men nu er det tid til at sætte et nyt skib i søen for at kunne fastholde Svanekegaardens position, som en af de markante kulturorganisationer her på øen; nemlig vores nye støtteforening, fortæller Lars Randorff Nørgaard, formand for Fonden Svanekegaarden.
Medlemmer af ”Svanekegaardens Venner” vil bl.a. få rabat på entreprisen til alle fondens mange arrangementer, gratis adgang til udstillingerne og rabat på køb af kunst og bøger. Nye medlemsarrangementer - med indlagte kunst-og kultur debatter – er også i støbeskeen.
- Vi vil snarest invitere til et informationsmøde, hvor alle I på øen, som gerne vil være med, kan komme med inputs til, hvad der kunne ske på Svanekegaarden i fremtiden. Mødet afholdes så snart coronarestriktionerne vil tillade det, fortæller Mie Hjort, daglig leder af Svanekegaarden.
Folkene i fondsbestyrelsen har også gjort deres tanker.
- Vi går med nogle planer om at etablere såkaldte Samtalesaloner med nogle af tidens emner taget op i en behagelig atmosfære. Vi vil gerne gå imod den skærm-kultur, som er ved at fylde for meget, og prøve at få samtalen og den personlige kontakt tilbage i samværet mellem mennesker. Corona er nok ikke en medspiller lige nu, men det bliver forhåbentlig bedre, siger formand Lars Randorff Nørgaard.
Mere Børneteater og endnu flere forskellige workshops indenfor f.eks. drama, dans, sang og kunst er også med i bunken af idéer.
Hvor skal det ende?
Medlemmer af den nye støtteforening vil også blive bedt om at være en del af fællesskabet omkring Svanekegaarden, som kunne give en hånd med, når arrangementerne og udstillingerne opsættes og afvikles.
- Medlemmer vil også få reel indflydelse på, hvad vi skal vise og gøre. Vores tanker i Fonden er, at vi naturligvis vil holde fast i dét, som Svanekegaarden allerede står for og som vi er mange, der elsker - men måske er der nogle kunst- og kulturgenrer, som vi har overset – og derfor søger vi hjælp og inspiration hos de mange interesserede, som forhåbentlig er på øen, slutter Lars Randorff Nørgaard.
Kontakt for yderligere information:
Lars Randorff Nørgaard, formand for Fonden Svanekegaarden: 22277007
Mie Hjort, daglig leder af Svanekegaarden: 22982433