Dato og klokkeslæt

2.–25. Feb 13.00–16.00

"ADHD: ORDEN & KAOS"

Benjamin Noir aka Roald Benjamin Bergmann

Årets første udstilling på Svanekegaarden er ikke helt almindelig - kom og nyd alle detaljerne:

Fernisering 1. februar kl. 17.00 - 18.30

Benjamin Noir er en bornholmsk detaljeorienteret kunstner som de sidste 10 år har præget danske vægge og værker med sin karakteristiske sorte streg. Han går også under det borgerlige navn Roald Benjamin Bergmann og som er mest kendt for at stå bag kulturgården Kjøllergaard i Østermarie samt at være forfatter og tv-udvikle. 

For første gang nogensinde udstiller Benjamin Noir på Bornholm med en række helt nye værker. Noirs værker er meget tidskrævende og han skaber derfor typisk kun 1-2 nye værker om året. Derfor er det en ganske særlig begivenhed, at han på denne udstilling, "ADHD: Orden & Kaos", på Svanekegården viser hele 10 nye skabelser frem samt flere af hans øvrige og sjældent sete originaler.

Benjamin Noir har efter eget udsagn "med 100% sikkerhed ADHD" uden at have fået diagnosen. Denne udstilling er hans egen personlige udredning af ham selv. En analyse af, hvordan ADHD ser ud, når det flyder gennem en pen og ud på Noirs hvide papirer.

Som kunstner udmærker Benjamin Noir sig ved at skabe et stringent visuelt univers ud af improviseret kaos. Noir leger med sort og eksperimenterer med at tegne og male bittesmå motiver, men i enorme mængder. Hans tegninger er altid i frihånd og ofte med en 0,05mm pen. Mange af hans illustrationer er et virvar af labyrintiske byer og bygninger som New York, København, Paris eller Bornholm.

Han har tidligere lavet Danmarks største tegning, "Vrimmel", som var et 60 meter langt streetart værk ved Trianglen i København. Han har sammen med lyskunstneren Mads Vegas lavet en kæmpe lyslabyrint ifbm. Copenhagen Light Festival, han har udstillet sine værker flere steder i København, hans print sælges i Magasin, han illustrerer forsider for Gyldendal og han har skabt nordens største collage "Nordhavn Noir". 

Udstillingen "ADHD: Orden & Kaos" er kunstnerens egen neddykning i et kreativt sind som både er plaget og velsignet med lige dele uorden og struktur. Med en barndomsdrøm om at blive arkitekt, har Benjamin Noirs værker altid handlet om bygninger, byer, konstruktioner og det menneskeskabte rum. Og i denne udstilling kommer der helt nye selverkendelser frem om, hvorfor og hvilke kort Benjamins streger tegner i hans indre univers.

UDSTILLINGEN ER ÅBEN TIRSDAG TIL SØNDAG 2.-25. FEBRUAR