Dato og klokkeslæt

13. Sep–20. Okt 13.00–16.00

Naturligheder

Lene Degett og Kirsten Graver

FINISAGE søndag 20. oktober kl. 15-16

Ud fra de geografiske landskaber (henholdsvis bornholmske klippekyster og sydfynske skove) har Lene Degett og Kirsten Graver, igennem mange år beskæftiget sig med natur i bredeste forstand.

Midt i en klima- og biodiversitetskrise er det oplagt at se nærmere på den natur mennesket både er en del af, har forsøgt at frigøre sig fra og drevet rovdrift på.

Deres indgang har været og er antropocentrisk. “Vi forestiller os ikke, at vi kan tænke og føle som et træ, en myre eller en klippe. Men vi vil gerne stille spørgsmålstegn ved vores synsvinkler og vi ligger sikkert under for naturromantiske forestillinger, men arbejder såvel med det skønne, det mystiske, det forgængelige, det ulækre og uhyggelige...”

Begrebet NATURLIGHED rummer betydninger

som oprindeligheder,

som en modsætning til det kulturelle,

som en form for selvfølgelighed, hverdagslighed..... NATURLIGHEDER afprøver og rummer elementer fra disse indgange til begrebet.

“Vi arbejder begge med natur både som materiale og ide”.

Lene Degett arbejder med form og koloristiske spor i grafik, maleri, Land Art og i installation.

Kirsten Graver arbejder med skulpturelle objekter og installationer, der bevæger sig i et organisk univers (- og i organiske materialer som pulp, træ, rødder, tang mmm). Siden 1992 har de udstillet sammen på større og mindre udstillingsteder i bl.a. Skovhuset, Værløse, ”Landskabeligheder” og ”Time out”, Orangerie Putbus, Tyskland “Memento”

“I projektet her skærpes vi vores blik for, hvad naturlighed betyder for os. Vi arbejder med abstraktioner over natur og vi afprøver transformationer/forvandlinger og deres potentialer i forhold til at være i og være en del af naturen, udforske forvandlinger fra een værensform til en anden, som man ser gennemspillet i utallige myter. I myter sker forvandlingen fra menneske til dyr, planter og sten, som Loke, der ubesværet forvandler sig til en flue.

Vi er også stærkt inspirerede af Ovids “Forvandlinger”, hvor eksempelvis Dafne forvandles til en laurbærbusk for at undgå voldtægt af Apollon, hvor Midas får æselører på grund af sin dårlige musiksmag, hvor Niobe bliver til en sten (der dog kan græde) af sorg over sine døde sønner og hvor Aktaion bliver til en hjort fordi han har set Artemis nøgenbade.....

Med udstillingens tema NATURLIGHEDER vil vi bevæge os i en dialog mellem det plane og rummelige, mellem det abstrakte og det konkrete. Vi vil gerne skabe et fælles udtryk, hvor vi kan bevæge os i et univers mellem det narrative, det materielle og det immaterielle.

Vi vil lade værker blokere for hinanden, smelte sammen og skabe fælles tableauer”

Fernisering 12. september kl. 17-18.30