Velkommen til denne første udgave af Svanekegaarden Cello Festival.
Siden cellomasterclassen startede i 2019, er der blevet drømt store drømme fra arrangørernes side om en ”rigtig” festival, som kunne vise spændvidden og inspirere store og små og måske samtidigt kunne formere det klassiske publikum med sin anderledes tilgang til musikken.
Det håber vi er lykkedes – så rigtig god fornøjelse med i første omgang programmet. Billetterne sælges fra 25. juni på Svanekegaarden og via Ticketmaster.
Stor tak til festivalen støtter: Augustinusfonden, Knud Højgård Fond, Vilhelm Hansens Fond
På glædeligt gensyn til august
Toke Møldrup, Kunstnerisk leder & Mie Hjort, Administrativ leder
BILLETTERNE KØBES HER ELLER VIA SVANEKEGAARDEN
Program Svanekegaarden Cello Festival
19.-21. august 2022
FREDAG 19. august
kl. 19.00, Salen
Åbningskoncert (samtidig afsluttende Elevkoncert Cello Masterclass 2022)
Talenter fra Svaneke Cello Masterclass spiller solo og kammermusik, som de har arbejdet på i ugens løb. Oplæg om festivalens forestående koncerter v/ kunstnerisk leder og cellist Toke Møldrup.
DKK 150 inkl. Billetgebyr
kl. 21.00, Haven - Natkoncert I
”Cello Electronica”
Komponisten og lydkunstneren Ejnar Kanding er commander in chief når Toke Møldrup opfører værker af Kanding, vores festivalkomponist Pernille Sejlund og et af landets store unge musikerkomponister Josefine Opsahl. Koncerten foregår udendørs hvis vejret tillader det. Koncertens værker er alle tilegnet Toke Møldrup og flere værker er komponeret til billeder fra Statens Museum for Kunst i forbindelse med Golden Days Festivalen. Den elektroakustiske baggrund er udviklet af Ejnar Kanding i samarbejde med Toke Møldrup som en del af deres artistic research projekt på det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
DKK 170 inkl. Billetgebyr
LØRDAG 20. august
kl. 11.00, Haven - Svaneke Event I
”Cello CrashCourse”
– Lær at spille cello på 10 minutter! I samarbejde med Bornholms Musikskole giver Toke Møldrup et lynkursus i cellospil og uddyber overfor publikum hvorfor det kan være vigtigt at have et kunstnerisk projekt – stort eller småt – med i sit liv. Målgruppen er alle interesserede! Har du lyst til at spille: Forhåndstilmeld dig på booking@svanekegaarden.dk
Gratis
kl. 15.00, Salen - Eftermiddagskoncerten
”Det geniale trancenderer”
Johann Sebastian Bachs Wohltemperiertes Klavier spilles sjældent i sin helhed. De 24 præludier og fugaer i dur og mol kommer omkring alle tonerarter og er noget af en mundfuld for enhver pianist. Derfor er vi glade for at byde velkommen til pianisten Jesper René som jævnligt opfører værket ved sine koncerter. Hør med og oplev hvordan Bachs vidunderlige toner bevæger sig og dig fra det verdensberømte (og ombord på Voyager 1 udenfor solsystemet) præludie i C-dur til de komplekse og fascinerende satser i ”fremmede” tonearter som Gis- og As-mol
DKK 170 inkl. Billetgebyr
kl. 17.30, Haven - Svaneke Event II
”Yin Yoga med Katrine Gislinge og Novo Quartet”
Yin-yoga er et fantastisk supplement til hverdagen: Hengivelse og øvelser til ro i krop og sind. Festivalens gæster får her muligheden for at deltage i en helt særlige session med en af landets største musikernavne, koncertpianisten Katrine Gislinge, som også studerer filosofi på Københavns Universitet og er uddannet yoga-coach. Katrine har indvilget i at medvirke som yogi i Svanekegaardens smukke have umiddelbart efter Bach-koncerten i Salen, hvor NOVO-kvartetten smukt lægger musik til bevægelserne.
Det kan anbefales at deltage efter at have hørt koncerten i Salen, men du er også mere end velkommen til bare at dukke op i haven.
DKK 50
kl. 19.30, Salen - Aftenkoncert I
”3 Esser”
Med Kristoffer Hyldig, Toke Møldrup og Novo Quartet. På denne koncert spiller Pernille Sejlunds nye værk for klaverkvintet en særlig rolle. Værket er skabt til Svanekegaarden Cello Festival 2022, og tager afsæt i temaerne "naturen og mennesket", og refleksion, meditation og minimalistiske elementer er omdrejningspunktet. Ensemblet involveres ikke kun som musikere, men også som menneskene bag instrumenterne. Pernille Sejlund er en markant stemme i det danske kompositionsmiljø. Hendes musik har en umiskendelig egen lyd, og hun lader sig inspirere af tidens store strømninger såsom klima/miljø, diversitet og sundhed. Udover Sejlunds nye værk skal vi opleve Dmitri Sjostakovitjs berømte klaverkvintet og Schuberts strygekvintet i C-dur - alle tiders måske mest elskede stykke kammermusik med festivalcellist og kunstnerisk leder Toke Møldrup
Årets festivalkvartet er Novo Quartet, der som et spændende nyt dansk ensemble på få år har oplevet stor succes med blandt andet 1. prisen i P2’s kammermusikkonkurrence 2020 og 2. prisen ved Trondheim International Chamber Music Competition 2021. Masterclass- og Festivalpianist Kristoffer Hyldig er med 150 årlige koncerter en af de mest efterspurgte danske pianister
ornholm
kl. 22.00, Salen - Natkoncert II
”SvanekeCellisten 2022”
Natkoncerten har premiere på et ny koncept: SvanekeCellisten. SvanekeCellisten udvælges blandt deltagere på Svanekegaarden Cello Masterclass, som finder sted fra 14.-19- august, og vinderen spiller på koncerten sammen med festivalens øvrige musikere. Forbindelsen mellem masterclass og festival giver her et stort ungt talent en mulighed for at få sin måske første rigtige koncert på cv’et, og dermed noget karrieremæssigt at bygge videre på. Hold øje med offentliggørelsen af dette års SvanekeCellist her på hjemmesiden
Øvrige medvirkende: Novo Kvartetten og Kristoffer Hyldig.
DKK 120 inkl. Billetgebyr
SØNDAG 21. august
kl. 10.00 – 16.00, Svaneke og omegn - Svaneke Event III,
”Bach Ultra Cello Maraton”
I samarbejde med Svaneke Idrætsklub har Svanekegaarden Cello Festival fornøjelsen af at præsentere Danmarkspremieren på dette helt nye koncept. Bach Ultra Cello Maraton forener det bedste i den klassiske musiktradition og langdistanceløbet: Fornyelse, dybde og refleksion, hjerne, hjerte (og fødder), underholdning og overraskelse i gaderne. Målgruppen er alle: Unge som gamle er velkomne, både som løbende publikum, og heppende langs ruten.
Bach Ultra Cello Maraton går i sin enkelthed ud på at Toke Møldrup opfører de 36 satser i Johann Sebastian Bachs 6 cellosuiter og løber én kilometer imellem hver af dem! Publikum løber og lytter med. Ruten i Svaneke bliver 3 kilometer lang og skal således løbes 12 gange. Der vil være drikkestation ved start/mål. Der er på ingen måde krav om, at man løber med på alle kilometerne; man er velkommen til at løbe enhver distance, og bliver man træt, kan man jo slå sig ned på en af Bach-baserne og vente på at Toke Møldrup - sammen med feltet - kommer forbi igen og spiller endnu en sats.
Projektet havde sin verdenspremiere for et spændt publikum på Bergen Festspillene i juni i år, og er således testet til fulde! 11. september gentages løbet i København (Frederiksberg Festspil) og 24. september løbes/spilles der i Beograd (Belgrade Marathon og ArtLink Festivalen) i Serbien.
Gratis
kl. 12.00 - 12.30, Salen - Frokostkoncert
”Sacre”
Vores festivalpianister Katrine Gislinge og Kristoffer Hyldig opfører i skønt samspil Igor Stravinskys mesterværk ”Le Sacre du Printemps” i en version for fire hænder - nyd en musikalsk revolution før din frokost!
DKK 100 inkl. Billetgebyr
kl. 14.00 – Salen -Musikteater
”Noget om at blive grebet...”
”Noget om at blive grebet...” er en lille forestilling ud over det sædvanlige, sammensat af digte og musikalske brudstykker - en litterær-musikalsk mosaik fuld af sødme og indtagende betoninger. Der er dømt viser, jazz, Chopin, Grieg og Piazzolla, et glimt i øjet og go’ humor. En rød sløjfe der binder det hele sammen er Halfdan Rasmusens poesi og tekster af H.C. Andersen og Piet Hein.
Medvirkende: Tara Stranegger, cellist & Anders Ahnfelt-Rønne, skuespiller og pianist
DKK Alm: 150, u25: 100 inkl. Billetgebyr
kl. 16.00, Salen - Svaneke Talk,
”Musik og Sundhed”
Hvad sker der i sjæl og krop når vi rammes af lydbølger? Hvad kan man sige videnskabeligt om musiks helbredende/stimulerende faktorer og findes sådanne? ER Mozart-effekten sludder og vrøvl eller giver lytning af Heavy Metal samme resultater?
Musikudøvelse og musiklytning påvirker mennesket på mangfoldige måder. I de seneste årtier har både forskere, musikere og læger fået øje på musikoplevelsens sundhedsfremmende potentiale. Prof.emeritus Lars Ole Bonde vil give et spændende overblik over dette nye felt inden for folkesundhed, med inddragelse af teorier og forskningsresultater fra især de nordiske lande.
DKK 80 inkl. Billetgebyr
kl. 20.00, Salen - Aftenkoncert II
”Festkoncert”
Festlig afslutning på festivalen! Sopranen Cecilia Lindwall slutter sig til Katrine Gislinge, Toke Møldrup og Novo Quartet og synger iørefaldende uddrag fra operaer, operetter og musicals. Programmet vil også byde på Ernest Chaussons Chanson Perpetuelle, Boccherinis Fandango-kvintet samt overraskelser!
DKK alm: 220, u25: 150 inkl. Billetgebyr