Dato og klokkeslæt
18. februar 15.00–16.30Samtale Salon: Der, jeg er!
Helle Bertram
Hvad gør livet i Svaneke til noget særligt? Det kom forfatter Helle Bertram til Svanekegaarden og talte med publikum om for lidt over et år siden og nu er bogen "Dér, jeg er" udkommet med en række portrætter af steder i Danmark blandt andet den tekst, der kom ud af samtalen den aften.
"Dér, jeg er" er blevet til gennem en række litterære saloner på Bornholm og resten af Danmark, hvor samtalen med publikum hvert sted er blevet til en ny tekst. Teksterne er på præcis 800 ord - bortset fra én, der er på det dobbelte.
‘Dér, jeg er’ er skabt i samarbejde mellem forfatter Helle Bertram og fotograf Carina Jo Sivager. Bogens 12 tekster og billeder søger at indkredse stemninger af steder og mennesker i Danmark.
Hvad er det, man fortæller om livet der? Hvad er det, man bare fornemmer? Hvad er det for et indtryk, stedet gør på en, som bliver siddende længe efter, man har været der?
Måske er stederne slet ikke så særlige i sig selv, men i kraft af dem, der ser og oplever dem? Portrætterne skaber tilsammen et billede af steder og mennesker, som du måske kan genkende - måske endda i dig selv?
De 12 saloner er afholdt i Alken, på Fejø, i Gamborg, Gedser, Hejls, Møn, Nykøbing Falster, Rudkøbing, Skælskør, Svaneke, Vejringe og Aalborg.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond.
Foto: Carina Jo Sivager.