Hellig Lakserute

Af Ditte Steensballe

Af og til rykker jeg skrivebordets fire verdenshjørner ud i det fri. Det hænder, at jeg får noget foræret, jeg aldrig ville have fået, hvis jeg sad hjemme ved skrivebordet og af og til løftede blikket fra blokken og stirrede ind i min væg. Der findes steder, man er i samklang med. Sådan at når man befinder sig dér, er der noget der strømmer uhindret.

Dage, der kan forekomme som ørkesløse vandringer uden at et eneste ord folder sig ud på papiret bliver til at det, der gennem tid er skrevet på indersiden af hovedet, bliver synligt sort på hvidt.

Dagene folder sig ud, ordene. Hér. Lakseruten 1, det gule bindingsværkshus fra 1837.

Der ligger havet, og under fødderne klipperne.

Følelsen af at komme hjem. Her bliver verden ren. Ikke overordnet set, men på denne plet; havet er som viskelæder. Og fremkaldervæske. Krop, hørelse, blik. En tid indeni tiden. Øjeblikke bliver mine. Jeg skal ikke tænke så meget, men være indtryksmagnet, læne mig ind i de indtryk, derfra er det godt at skrive. Tilløbet til tilstanden er lige så vigtig som tilstanden selv.

I virkeligheden har man ikke brug for mange ting. Jeg har købt en ny, god pen. Jeg er et instrument der skal stemmes, strækkes, hviles, løbes igennem, som tangenter der løbes igennem og strenge der stemmes. Det er ikke lige meget, hvilket papir, der skrives på. Jeg har fået en notesbog foræret. Den er så fin, at jeg vægrer mig ved at skrive i den. Fordi det, der skal stå i den skal være ligeså fint som bogen selv. Men den slags kan aldrig forudsiges. Jeg finder et stort stykke sammenkrøllet lysebrunt indpakningspapir i en affaldsspand i Art Box, retter det ud. Jeg skriver på skrald og må godt skrive skrald.

Potentielt skrald på krøllet papir

Jeg skriver generelt meget til skraldespanden. En bunke skidt, gødning, der kan vokse ord og sætninger ud af. Hånden der skriver er min, men jeg er ikke altid bevidst om, hvor det kommer fra. Afhængigt af hvad jeg er i gang med at skrive, sniger der sig ikke sjældent en flig af omgivelsen ind i teksten. I tilfældet med det krøllede papir, kommer der hav og en sol der falder ned.

Det potentielle skrald skrevet ind på karton

Et forår på Svanekegaarden sad jeg i haven i Lakseruten og skulle skrive sangtekster til en duo, jeg havde på det tidspunkt. Som så mange gange før fik jeg ikke skrevet hvad jeg skulle, men noget andet:

For dette ku du dø/fred kryber i dine årer.../fra dette kan du vokse frem i passende fart
/sætninger skal stå utvetydigt klart...

Men jeg fik skrevet hvad jeg skulle. Det, der ved første øjekast virkede som en bunke skidt opad figentræet, blev en tekst, en sang, der findes på albummet Vi svømmer i virkelighed fra 2014. Det var groet ud af den ro, der fandtes i den have, den omgivelse. At få ro til den personlige virkelighedsoplevelse er betingelsen for det engagement, der kræves for at skrive noget blivende. Fri vilje har jeg, når jeg kan hvad jeg vil og jeg vil hvad jeg kan, skrev Villy Sørensen.

Litteraturens lunger - lyder lidt højstemt - lad os sige ordenes lunger eller bare selve det her livs lunger. Visse steder kan man ånde så godt, at man nærmest får vinger. Blæst igennem af havluft. Glo ud over havet. Der er en sang i hver en bølge.

Musikeren Niels Skousen var min nabo i det gule bindingsværkshus, der har to legatboliger. Koncerten han spillede på Svanekegaarden gav vinger. På det fredede hus skrev den ene af mine vinger med hvidt “Vidunderlig koncert.” Det skulle stå der, når Hr. Skousen kom hjem til sin hoveddør efter koncerten. Men så slog det som en rive i hovedet: Det er hærværk. Kridtet, der fæstnede virkelig godt, blev visket og visket ud.

Gud er ikke noget jeg tror på, men noget jeg ved. En tilstand. Der er ingen tvivl, når den er der. Fordi jeg kan mærke det. Religion må siges at være forbundet med “det hellige.” Det hellige her: at være opslugt. Af at skrive og det, der ligger lige før. Omgivelsen. Tilstanden. Sproget, der gror og ikke altid begynder med ord. Ord er blot en del af “den store kommunikation,” der er så mangefacetteret. Til ét menneske kan du sige “hav” og der folder sig et utal af billeder, historier, dufte og lyde ud. Til et andet menneske kan du sige “hav,” og mennesket siger: Jeg kan bedre lide at gå i svømmehallen. Punktum.

Havet er en stor del af at være på Svanekegaarden. Gåturene. Benene som taktfaste trommestikker. En rytme for linjerne at blive til i.

Se ud over havets hjertelyd
Du ser ud over havets hjertelyd
bølger dør under dit humør
arvemassen mejslet ind i dit ansigt
genernes geografi
drømmene drukner, er du gal
vindens gardin om havets vokal

Når du er stille
Noget skal man jo sige/skal man/hvad hvis man ikke har noget at sige/ingenting/tavshed er ordenes ovn/det er ikke fordi der ikke sker noget i verden bare fordi du er stille/noget lægger sig til rette i dig/når du er stille/det er ikke fordi du har mistet dit sprog/du skriver på indersiden af hovedet/behøver ikke sige noget/du har lyst til at forbyde/ubehagelige lyde/rense stilhedens rygrad/du vrister dig fri af tid der fløj/pakket ind i støj

“Selfie med kattehale” på trappen foran Svaneke bibliotek

Tusind tak til Svanekegaarden for ophold gennem 15 år og forhåbentlig mindst ligeså længe endnu.

Ditte Steensballe 2023