STAGING VERSION

Dato og klokkeslæt

21. marts 15.30–17.30

Fonnesbaek/Kauflin/Lund Trio

En dansk/amerikansk jazztrio

Vi glæder os til at gentage succesen fra foråret 2019 med  Justin Kauflin (piano) og Thomas Fonnesbæk (bas), i år har de valgt at medbringe Morten Lund (trommer). De to herrer gav os et brag af en koncert sidste og nu vil de gerne besøge Svaneke på dette års Europaturne.

Både Justin Kauflin og Thomas Fonnesbæk har synæstesi (evnen til at opfatte musik som farver). Dette resulterer i et vanvittigt spændende sammenspil på ekstremt højt niveau, hvor alt er muligt, og hvor musikken er uden grænser.

De 3 musikere mødtes første gang, da de blev sat sammen i forbindelse med en koncert på Jazzhus Montmartre i København. Justin Kauflin blev så begejstret over sammenspillet med Thomas Fonnesbæk, at han inviterede ham med på sine turneer i Europa og Asien. Det er efterfølgende blevet til albummet ”Synesthesia” med duoen Fonnesbæk & Kauflin samt en kommende udgivelse med trioen ”Kauflin/Fonnesbæk/Williams”.

Justin Kauflin er et af nyere tids største klavertalenter og har allerede skabt sig en stor fanskare verden over. Den verdenskendte trompetist, Clark Terry, og Michael Jacksons legendariske producer, Quincy Jones, tog for flere år siden den spirende Kauflin under deres vinger og har en stor andel i hans succes. Historien om Kauflin og hans møde med Clark Terry og Quincy Jones er blevet foreviget i filmen “Keep on, keeping on”, hvor man følger Justins udvikling som ung kunstner. Filmen findes bl.a. på Netflix.

Thomas Fonnesbæk har gennem de seneste år spillet sig op blandt de bedste bassister i verden og tournerer og indspiller med bl.a. Enrico Pieranunzi, Lars Jansson, Sinne Eeg, Monty Alexander, Aaron Parks og mange andre. Han er ekvilibristisk på sit instrument og besidder desuden en fantastisk stærk rytmik og en usædvanlig melodisk og harmonisk sans.Han er kendt for sit virtuose spil og blændende teknik som gør ham til en eminent solist og akkompagnatør, og i sammenspillet med Kauflin er det improvisation i særklasse. Fonnesbæk er desuden en anerkendt komponist.

Freelance live, studio, session musiker fra den aller-, allerøverste hylde! Morten er en af Europas allermest erfarne- og alsidige trommeslagere elsket og respekteret for sit medlevende og særdeles kreative trommespil.
Han medvirker på over 300 indspilninger med navne som: Lars Jansson, Sinne Eeg, Cæcilie Norby, Stefano Bollani Trio, Paolo Fresu, Ulf Wakenius, Klüvers Big Band, Århus Jazzorchestra, NDR Big Band, The Orchestra, Bohuslän Big Band, Lars Danielsson, Bill Frisell, Mark Turner, Mulgrew Miller, Enrico Rava, John Abercrombie, og mange flere. 'Ben
Webster prismodtager 2006

Sted

Svanekegaarden

Pris

Pris Alm. kr. 160 og kr. 80 for unge u. 25 år inkl. billetgebyr
Køb billet