Dato og klokkeslæt
3. april 15.30–17.30Kina efter Corona – storhed eller fald
Jan Larsen
Journalist Jan Larsen var i seks år bosat i Beijing som TV-avisens korrespondent i Kina. Han er tidligere erhvervsjournalist, redaktør og udlandsreporter på TV-A. Sluttede i DR i 2013 – og er i dag foredragsholder og Kina-kommentator. Fast skribent med nyheds- og baggrundsartikler om Kina i det danske net-medie Point of View International.
Nu kommer han og fortæller om Kina – nu med både med corona og alvorligt involveret i Ruslands overgreb på Ukraine. For en måned siden fejrede Kina at de drakoniske satsninger på at holde corona nede var lykkedes. Men nu tvivler mange på om Kinas 0-tolerance politik var den rigtige. Samtidig har det nære samarbejde med Rusland sat spørgsmålstegn ved om Kina evner at blive en kommende stormagt.
Efter en periode med et uforudsigeligt USA og et svækket EU, har Kina skaffet sig øget indflydelse i stribevis af lande fra Østeuropa til Afrika – og også i FN. Samtidig udnytter de effektivt ét-parti-systemet til at sikre kinesiske tech-giganters og firmaers globale fremmarch. Kineserne breder sig udover hele kloden med det omdiskuterede Silkevejsprojekt og opkøber havne, råvarer og virksomheder. Men ændringer er på vej i en verden, der i stigende grad mere betragter Kina som en rival - end som en partner.
Udviklingen i Hong Kong, Xinjiang og forsøget på at blokere for en undersøgelse af oprindelsen til Covid-19 pandemien, giver store udfordringer for præsident på livstid, Xi Jinping. Med hvad der ligner en blanding af rød revolution og magtspil slår han nu ned på alt fra de private teknologi-giganter, de super-rige, privatundervisning, kendisser og selv den videospil-glade ungdom. Det nye slogan er ”fælles velstand” i et land med ekstrem stor ulighed.
Med Jan Larsens lange indsigt i kinesisk familie- og arbejdsliv, handler det også om kinesernes dagligdag. Både som følge af den hastige teknologiske udvikling, et stressende arbejdsmarked og sociale og menneskelige udfordringer. Og verdens mærkeligste boligmarked. Emner vi sjældent hører om, men fylder meget i hverdagen, hvor kineserne har fået større indkomster, men hverken mere åbenhed, politiske reformer, lighed eller bedre menneskerettigheder.