Dato og klokkeslæt
20. september 19.30–21.00Avisens Tegninger
– en aften med bladtegneren Claus Seidel
En lystvandring gennem 150 års historie om tegningen i avisen.
En fortælling om tegningerne i den daglige papiravis eller måske mere i dag på mobiltelefonen eller Ipad’en.
Avistegningen er den journalistiske visuelle kommentar til avisens strøm af nyheder og begivenheder. Omsat af billedkunstneren til en slags tegneserie med hver dags nye tegninger opstået over de politiske rævekager, de internationale slagsmål eller de mere fredelige hændelser i hverdagens pulserende liv og løjer.
Claus Seidel har været en del af den lille faste stab af tegnere, der lever deres liv på avisredaktionerne. Seidels hovedopgave har været og stadig er, at følge anmelderen i teatret til de mange nye premierer. Her har han siddet i mere end 50 år og tegnet og tegnet.
Fagpolitisk blev han hurtigt fanget ind, og var en af hovedpersonerne i Foreningen Danske Bladtegnere. Først i 2013 overgav han formandskasketten.
I 1998 skabte han Museet for Dansk Bladtegning, der fik til huse på Det Kgl. Bibliotek i København. I dag rummer museet mere end 300.000 originaltegninger.
Det Kgl. Biblioteks daværende direktør opfordrede efter Seidels mere end 80 udstillinger med medfølgende taler, at han skrev sit eget fags historie.
Efter 5 års skriveri udkom 3-bindsværket TIL STREGEN i 2020. Små 1200 sider med mere end 1300 tegninger.
Foredraget er derfor en billedrejse gennem danskernes hverdag, fyldt op med anekdoter, personlige oplevelser og beretninger om tegnernes liv og leben fra de første tegninger i Corsaren, over besættelsestidens nødvendige streger, til Muhammedtegningernes skelsættende betydning.
Kom og se og høre om avistegningerne, der altid har været en del af danskernes dag.
Claus Seidel, juli 2022