Dato og klokkeslæt

27. maj 15.30–17.30

Anna Kruse & Edith Trio feat. Stina Ekblad

Poetisk jazz/vise koncert i selskab med Edith Södergrans rebelske digte

I 2023 er det 100 år siden at den svenske digter Edith Södergran døde, og derfor inviterer Svanekegaarden til en varm, poetisk og sanselig eftermiddag i selskab med denne fantastiske kvartet og de vidunderlige digte

Anna Kruse har sat musik til de kraftfulde, eksistentielle, livsbekræftende og magiske digte og fortæller imellem sangene, om Ediths korte og intense liv.

Musikken strækker sig som en kat i morgenlys mellem melankolsk skovbundsduftende folkevise og stolt, rank champagnetango med et touch af jazz.

Sammen med Nicholas Kingo på klaver, fender rhodes, smægtende sav og harmonika, synger og fortolker Anna digtene med indlevelse og et glimt I øjet. Jeppe Holst knipser, stryger og slår på alle de mange strengeinstrumenter, han har med. Musikken indeholder de mange stemninger som vibrerer i et liv, og løfter sig og åbner sig op mod vinterhimlen.

Denne eftermiddag har vi også glæden af at høre den finlandssvenske/danske skuespiller Stina Ekblad læse og synge med i bandet. 

Stina Ekblad har sagt: "Edith Södergrans poesi och Anna Kruses musik och röst möter varandra, som systrar från varsin tid. De går sida vid sida, klangfullt, drömskt, vilt och vemodigt." Stina Ekblad giver liv til Ediths tekster med sin finlandssvenske stemme. Det er som at høre Ediths egen stemme, når Stina læser de rebelske digte.

Edith Södergran levede 1892-1923. Hun var poeten, der ikke blev anerkendt, mens hun var i live, men som efterfølgende har haft stor betydning for de nordiske sprogs lyrik. Hendes værker er oversat til mere end 50 sprog.

Hun blev kun 31 år gammel, og kæmpede fra hun var 15 år mod tuberkulose. Hun brugte sin sygdom, sine følelser, sit liv og sig selv til at skabe et kreativt livsværk midt i en verden af fattigdom, krig og kaos! Hun var en rebel, havde humor, ben i næsen og var nok lidt besværlig indimellem.

 

 

Sted

Svanekegaarden

Pris

Kr. 200 inkl. billetgebyr
Køb Billet