Dato og klokkeslæt
21. februar 19.30–21.30Carsten Dahl
Dialogkoncert
Oplev en intens improvisationskoncert i absolut særklasse, hvor Carsten Dahl komponerer øjeblikkets musik ved pianoet og i en åben dialog med publikum deler sin stærkt personlige fortælling og inspirerende tanker om kunsten, herunder musikken, maleriet og poesien, der forstørrer og genfortryller vores verdensopfattelse.
Carsten Dahl er en af den danske jazzscenes største jazzkomponister og -pianister. Han er en mester i improvisation, som ikke lader sig sig genrebestemme. Det er musik fra sjæl til sjæl, når Carsten Dahl sætter sig ved flyglet. Man rystes, bevæges, udfordres og bliver rørt over det krystallinske lys, som stråler ud af de foruroligende og mørke klange i hans musik. Carsten Dahl har optrådt i mange forskellige konstellationer - blandt andet i trioen med trommeslageren Thomas Blachman og kontrabassisten Lennart Ginman, dog fylder soloklaver meget i Carsten Dahls karriere. Hans to soloplader er blevet tildelt prisen Danish Music Awards Jazz for årets bedste plade i 2004 og 2011. På sine plader henter han både inspiration hos den klassiske pianist Glenn Gould og jazzpianister som Keith Jarrett, Bill Evans og Bud Powell. Carsten Dahl dyrker improvisationen i yderste konsekvens, hvilket trækker på et stort og bredt kendskab til jazzens vidtstrakte udtryk.
Oplev en eksklusiv dialog koncert, hvor kunstner svarer på spørgsmål om alt, hvad der rører sig i ham.
Carsten Dahl f. i 1967 i Charlottenlund er autodidakt pianist, komponist, billedkunstner, digter og foredragsholder samt ansat som professor emeritus ved Rytmisk Musikkonservatorium i København og ekstern underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Som en af landets væsentligste innovative musikere og komponister har han udgivet utallige pladeudgivelser og indgået i en lang række musikalske samarbejder, primært indenfor jazz og klassisk musik, og med en omfattende koncertvirksomhed i Danmark og udlandet.
Sideløbende har han været tilknyttet det klassiske Ensemble MidtVest som kunstnerisk konsulent gennem 10 år og musikforlaget Wilhelm Hansen som eksklusiv artist nu på 14. år.
Som billedkunstner har han siden 2016 haft udstillinger i bl.a. Gjethuset, Galleri Øckenlund, Bredgade Kunsthandel og Galerie Knud Grothe og hos Rigshospitalets og Roskildes kunstforeninger.
I 2020 udgav han sin første digtsamling I mangel af alting, der kredser om angst, tab og kærlighed og sætter ord på livets yderligheder i en bevægelse mellem mørket og lyset. Hans seneste digtsamling Det krystallinske lys udkom i oktober 2024 og handler bl.a. om grufulde svigt og misbrug og den svære vej væk derfra.
Det ligger ham meget på sinde, hvorledes psykiske lidelser kan transformeres til kunstneriske udtryk og bidrage til mental sundhed. Baseret på egne erfaringer med depression, angst og aspergers syndrom holder han gerne foredrag herom, ofte kombineret med solokoncerter og live-malerier, hvor patienter inddrages.