Dato og klokkeslæt
7. oktober 19.30–21.30Forbandet dannet
Et nyt one-man show med Knud Romer
Hvis man fjerner dannelsen, er der kun "ud" tilbage i uddannelsen. Men hvordan fanden er dannelse endt på museum og som finkultur, og hvordan sparker vi liv i den gamle dame og får hende ud på dansegulvet igen?
Knud Romer giver sit bud på det og byder op til dans - og det bliver en fest!
Hvis du vil være sikker på, at ingen gider høre på dig, skal du bare begynde at udbrede dig om ... "dannelse" - og vupti er det slut. Det er blevet et bedaget og belastet og bedsteborgerligt begreb, der svarer til bordskikken i Emma Gads "Takt og Tone". Ellers tak.
For at gøre slemt værre forvandler det én - nærmest per automatik - til en bedrevidende, højrøvet docent, der indtager talerstolen for at beklage sædernes forfald samt læsekrisen og belære os andre om dannelseskulturen.
Det er efterhånden mange år siden, at Knud Romer råbte op i Debatten på DR om, at der ikke er andet end "ud" tilbage, hvis man fjerner "dannelse" fra uddannelsen. Den samme gamle sang kan til stadighed skriges ud nu.
Som Knud selv siger: ”Hvis det skal have gang på jord, vil jeg gøre mit bedste for at redde de sidste rester af det med et nyt og andet og noget mere opdateret dannelsesbegreb end det, som har ødelagt det godt og grundigt for sig selv. Om nogen gider høre på det, står til gengæld hen i det uvisse, men jeg taler i forvejen højt med mig selv.”
___________________
Kort om forfatteren:
Knud Romer blev født i 1960 og voksede op som enebarn med en tysk mor og en dansk far i provinsbyen Nykøbing Falster. Han er forfatter, debattør og prisvindende reklamemand. Knud debuterede i 2006 med den autofiktive erindringsroman Den som blinker er bange for døden, en litterær undersøgelse af forfatterens barndom i Nykøbing Falster. Debutromanen indbragte ham stor litterær anerkendelse, og her modtog han bl.a. De Gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris. Knud Romer udkom 12 år senere med Kort over Paradis (2018) og senere med det lille mesterværk Pigen i Violinen (2021).