Dato og klokkeslæt

22. februar 15.30–17.30

Charlotte Weitze

- en eventyrlig forfatter

Ulvemælk – Gutkind, 2025

Inga er flyttet til mormors hus i Tværmose i et Jylland, der nu, i 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne.

I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham. Ane boede i det, der nu er Ingas hus.

Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga. Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr som Evald både kender alt for godt, og ikke rigtig vil kendes ved.

Charlotte Weitze (f. 1974) er skønlitterær forfatter og dramatiker.

Hun er vokset op i Kongens Lyngby nord for København. Har i perioden 2002-2006 boet i Bakkehusets legatbolig på Frederiksberg. Bor nu i Vallekilde på Vestsjælland.

Novellesamlingen ”Skifting” udløste debutantprisen i 1996, og siden har hun modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat (1999), Ole Wahls mindelegat (2004) og ”Årets Frederiksbergtalent” (2004). Hun er blevet nomineret til Weekendavisens Litteraturpris (2002) og radioteaterprisen Prix Italia (2003). I 2021 modtog hun Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kidde samt Peder Jensen Kjærgaard og hustrus fonds hæderslegat og var nomineret til DRs romanpris 2022 og Weekendavisens Litteraturpris 2022.

Senest er hun i oktober 2025 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse: I sine værker nedbryder Weitze grænserne mellem det genkendelige og fremmedgørende, det fantastiske og foruroligende, myte og teknologi. Hun skaber fortryllende historier, som i en sjælfuld prosa udvider vores verden og appellerer til omsorg for det værende i alle dets forunderlige former.

Charlotte Weitze er uddannet cand.mag. i folkloristik fra Københavns Universitet 2004. Har skrevet speciale om fortællestrukturen i dyrefilm.

Foto Lea Meiland

Sted

Svanekegaarden

Pris

kr. 150
Køb billet